Det Grønne Museum
Et besøg på Det Grønne Museum er en heldagsoplevelse for hele familien. Her er historier og viden om jagten, skoven, landbruget og maden, og gæsterne kan komme helt tæt på afgrøder, dyr, værktøj og maskiner. Både indenfor og udenfor.
På Det Grønne Museum kan man opleve HELE landbrugets udviklings historie fra bondestenalderen til i dag – 6000 års historie.
Oplev også den smukt anlagte Landbrugsbotanisk Have med over 400 nytte- og prydplanter, samt den flotte humlehave og æbleplantagerne med 272 gamle danske æblesorter.
I staldene, og på markerne, kan man komme tæt på de gamle danske husdyrracer som køer, geder, får og høns.
For børnene er der en stor indendørs legeplads indrettet som en bondegård i miniatureformat. Udendørs er der en legeplads, hvor man kommer tæt på geder og kaniner. Den gamle smedje har arbejdende værksted hver eftermiddag fra april til november.
Medbring gerne madkurv eller spis frokost i restaurant Den Gamle Stald.