Scandinavisk dyrepark
Midt på Djursland ligger Danmarks mest naturlige dyrepark, hvor der er masser af plads til både dyr og mennesker. Dyrene kommer altid i første række, og som gæst får du en enestående mulighed for at komme tæt på dyrene fra lange gangbroer, som bugter sig gennem den smukke danske natur.
I Isbjørneparkerne møder du Danmarks største gruppe af isbjørne og i Bjørneparken, har de legesyge brunbjørne travlt med at tumle, bade og lege. Vores nordeuropæiske ulveflok stortrives i Ulveparken, og i hjorteparkerne kan du opleve alle Skandinaviens hjortearter. Du kan komme helt tæt på Bambi under håndfodring i Dådyrparken, og du har mulighed for både at klappe vores rensdyr eller små frække geder på legepladsen.
Lær meget mere om de store rovdyr ved fodringstid og hør guidernes spændende fortællinger hver dag hele sæsonen. Bliv betaget af de majestætiske Stellers havørne under de daglige ørneshows, hvor de smukke rovfugle fanger fisk i søen og flyver fra trætop til trætop. På turen rundt i parken møder du også alle de andre dyr i parken, og du kan gøre mange sjove opdagelser i dyrenes verden.
På den spændende natursti, kan du komme tæt på det HELT vilde dyreliv i parken og få inspiration med hjem til en dyrevenlig have. Du færdes blandt insekthoteller, stendynger, kvasbunker, markdiger, blomster og frugtbuske. På den fredede eng vokser den danske orkidé; maj gøgeurt og i luften ses ofte den store rovfugl; rød glente og den kulsorte ravn. Hvis du er heldig, kan du også få et glimt af den lynhurtige tårnfalk.
Brug masser af tid på den kæmpestore legeplads, hvor der venter udfordringer for hele familien med klatrebjerg, forhindringsbane, hoppepuder og svævebaner. Besøg Café Bjælkehuset, grill din mad i grillhytten eller nyd din medbragte mad på de store picnicområder med udsigt over legepladsen.